Brændstofafgift – Hvad er nu ret og vrang?

Med lovforslag L4 fik vi en række ændringer til registreringsafgiftsloven. Langt de fleste ændringer påvirkede salget af leasingbiler, men også en del har fået indflydelse på afgiftsberegning af veteranbiler, hot-rods og youngtimere.

Motorhistorisk Samråd var tidligt ude med et forslag, der en gang for alle skulle tage hånd om den måde som de historiske køretøjer i dag er omfattet af lovkomplekset på området. På en lang række områder foreslog vi Folketinget, at man tog højde for den kulturværdi som de historiske køretøjer de kommer med, og derfor tilrettede lovgivningen derefter.

Nu gik det som det gik, og i bedste fald er det vi har fået et statusquo, i forhold til hvordan det var før lovændringen.

Forvirring på Facebook

Et punkt har ført til megen forvirring, og især megen debat på de sociale medier. Så snart der var en der efter endt debat havde fået forståelse for det endelige lovskrift, så var der en anden der blev i tvivl og en ny debat kunne begynde om de samme tal, datoer og betydninger af paragraffernes indhold.

Det har især været i forhold til den såkaldte brændstofafgift at forvirringen er opstået. Lovforslaget indfører nemlig nye satser for dette tillæg (eller fradrag), der er markant højere end tidligere. Tillægget var før 1.000 kr. per km/liter som en bil går mindre end 16 km/l, og i den nye registreringsafgiftslov bliver det til kr. 6.000 per km/liter den går mindre end 20 km/l. Disse tal gælder for benzinbiler, for de dieseldrevne der er tallene en lille smule anderledes.

Et af Motorhistorisk Samråds forslag, arbejdede med at dette tillæg helt skulle fjernes, så det svarer mere overens med den udledning der reelt kommer fra veteranbiler, der jo kun kører mellem 600 og 1.500 km om året ifølge vores opgørelser. Politikerne lyttede på os så vidt at de ikke ville fjerne det, men i stedet besluttede at fastholde veterankøretøjerne på det hidtidige niveau, altså kr. 1.000 per liter i forhold til 16 km/l.

Det fjernede loft er tilbage igen

Ud over dette indeholdt lovforslaget, at man fjernede loftet over afgiften. Det protesterede både Motorhistorisk Samråd, FDM, FDA og andre over i vores høringssvar, da det i princip betød at youngtimere, ombyggede veteraner, og andre så kunne ende i skyhøje afgiftsbeløb.

Protesterne i høringssvarene havde den effekt, at politikerne blev opmærksom på de her konsekvenser. Hvilket så afsted kom at Skatteministeren indgav et ændringsforslag til lovforslaget. I ministeriets svar kunne man således læse;

”… Dette er ikke hensigten med lovforslaget, og der vil derfor blive stillet et ændringsforslag, der bevarer nyprisbestemmelsen for køretøjer, der er blevet ombygget i et sådant omfang, at de efter registreringsafgiftslovens § 7 a, stk. 5, skal afgiftsberigtiges på ny. Ændringsforslaget vil desuden omfatte køretøjer, der ikke tidligere har været registreret her i landet, hvor nyprisbestemmelsen også foreslås opretholdt.”

Med ændringsforslaget blev den endelige lovtekst i 10 stk. 2 så;

”For brugte køretøjer, som ikke tidligere har været registreret her i landet, eller som efter reparation eller genopbygning skal afgiftsberigtiges på ny i medfør af § 7 a, stk. 5, kan den afgiftspligtige værdi ikke overstige køretøjets oprindelige pris som nyt. Er køretøjets pris som nyt ukendt, fastsættes prisen skønsmæssigt.”

Hele lovteksten blev vedtaget med effektuering per 3. oktober 2017.

Hvad betyder det så for dig og mig?

Det betyder at importerer du en original veteran, der er ældre end 35 år, så vil du blive pålagt et tillæg eller givet et fradrag til registreringsafgiften for brændstofforbrug. For det som bilen kører mindre end 16 km/l betaler man kr. 1.000 per km/liter, kører den længere end 16 km/l, så vil du få et fradrag i afgiften på 4.000 per km/liter.

Brændstofforbruget for en veteran beregnes altid ud fra en formel baseret på køretøjets egenvægt (kg x 0,5 % +3 = forbrug pr. 100 km der efter 100 divideret med forbrug pr. 100 km = km/l).

For ombyggede biler, hot rods o.s.v., der udestår det at se hvordan SKAT håndterer den nye lovgivning. Disse vil ikke kunne afgiftberegnes efter samme paragraf som veteranbilerne, da veteranbiler ”skal fremstå som ved første registrering”, som der står i loven, altså være helt originale. Omvendt så er det politikernes klare intention at disse ikke skal rammes hårdt, jvf. ovenstående forklaring i høringsskemaet, ændringsforslaget og den endelige lovtekst. Både vi og andre interesseorganisationer vil være meget opmærksomme på hvordan SKAT agerer med den nye lovtekst foran sig.

Ingen skal betale 6.000 kroner

Forvirring opstår også i forhold til de 6.000 kroner per liter i brændstoftillæg, hvem er det der skal betale dette? Det korte svar til det er faktisk INGEN! Den høje brændstofafgift gælder jo så kun for dem der ikke er veteran endnu. Det er jo med 6.000 kroners satsen som det var med den gamle 1.000 kroners sats, at der i denne beregnedes et fradrag der svarede til bilens værditab siden ny. Har du eksempelvis en bil der kostede kr. 500.000 som ny, og som i dag er kr. 50.000 værd. Ja så får du et 90% fradrag i de kr. 6.000, altså reelt et brændstoftillæg på kr. 600 per km/liter. Da alle biler i princip falder i værdi så snart de kører ud fra forhandleren, er der altså i realiteten ingen der skal betale de fulde kr. 6.000. Det betyder altså også at man kan opleve at brændstoftillægget er lavere på en ikke-veteran (med reduktion i de kr. 6.000 til noget nær 0 kroner), og til veteran med fast brændstofafgift på kr. 1.000. Det er vi også meget opmærksomme på, og vores intention i MhS er at denne afgift helt skal bortskaffes for de historiske køretøjer.

Endelig så er der ændringen af afgiftssatsen, der nu er blevet ændret fra 105% til 85% af værdien. Man har også hævet det såkaldte skalaknæk, hvor man derfor nu skal betale 85% af de første kr. 185.100, og 150% af resten af beløbet.

Vi håber at ovenstående kaster lidt lys i mørket, og giver lidt opklaring over hvordan ændringerne er kommet til, og hvordan de får betydning her efterfølgende. Motorhistorisk Samråd modtager gerne konkrete eksempler på afgiftsberegninger efter 3. oktober, således vores vidensgrundlag kan øges, og således vi kan tage det med i samtaler med andre interesseorganisationer, for at yde det maksimale tryk på politikerne og myndighederne.

SENESTE NYHEDER

Information om Det Motorhistoriske Årsmøde 2023
Information om Det Motorhistoriske Årsmøde 2023
Alle klubber optaget i Motorhistorisk Samråd er nu inviteret til årsmøde, generalforsamling, og en spændende generel orientering, om de aktuelle ...
Kandidater til Årsmøde 2023
Kandidater til Årsmøde 2023
Opstillede kandidater til Det Motorhistoriske Årsmøde 2023 der afholdes i Middelfart den 25. november 2023 ...
Det er ikke så tit man møder veterankøretøjer i den daglige trafik. Det hænger sammen med at de kun må bruges lejlighedsvis. Det kan man dog selv nemt ændre på
Veterankørsel – Dit nemme valg
Du kan selv nemt ændre på registreringen til veterankørsel i Motorregisteret (DMR), det kan dog have betydning for lejlighedsvis kørsel, ...
Hvornår må jeg køre veteran?
Hvornår må jeg køre veteran?
Vi vil i denne artikel se lidt nærmere på hvilke regler der typisk gælder for brugen af veterankøretøjer, og dermed ...
Import og godkendelse er under forandring
Import og godkendelse er under forandring
I de her dage der arbejdes der i Færdselsstyrelsen og Transportministeriet på en større ændring af reglerne ved import og ...