Fiva-Pas

Se her for yderligere information om bestilling af FIVA pas

Den korrekte betegnelse for et FIVA-pas er egentlig FIVA Identity Card, men navnet FIVA-pas er så indarbejdet at det bruges overalt. Meningen med passet er at man til enhver tid kan identificere et køretøj. FIVA understreger at et pas ikke er nogen garanti for et køretøjs originalitet, og at FIVA ikke påtager sig noget ansvar i den retning. Ikke desto mindre har FIVA-passet vist sig at være et vægtigt dokument.

I f.eks. Grækenland er det en direkte betingelse for at myndighederne vil anerkende et køretøj som historisk, og i Schweiz er det et af de beviser på historisk korrekthed som myndighederne anerkender. Passet er også en betingelse for at kunne deltage i løb opført i FIVAs løbskalender.

FIVA er i gang med at registrere alle FIVA-pas i en database. Det vil være af betydning i forhandlinger med EU-myndigheder, at have et overblik over bestanden af historiske køretøjer. Det vil også gøre det vanskeligere at sælge et stjålet køretøj

Et FIVA-pas udstedes af den organisation som repræsenterer FIVA i ejerens hjemland, det vil i Danmark sige Motorhistorisk Samråd. Der er i Danmark udstedt ca. 200 FIVA-pas. Et FIVA-pas koster 500 kr. som indbetales til MhS.

Hvordan får man et FIVA-pas?

Man begynder med at udfylde en ansøgningsblanket, som man kan hente via dette link.

Det udfyldte skema sendes sammen med tre farvefotos af køretøjet, til mhs [at] motorhistorisk [dot] dk. Motorhistorisk Samråd vil derefter henvende sig til dig, så I kan aftale et tidspunkt hvor køretøjet kan blive besigtiget.

Når skemaet er modtaget, aftaler I et tidspunkt hvor køretøjet kan blive besigtiget. For besigtigelsen skal der betales kr. 500, der betales forud. Har man ikke mulighed for at komme til en af vores to scrutineers med køretøjet, kan man aftale med dem at køretøjet bliver besigtiget andet steds. Kørsel her til, afregnes efter statens lave kilometertakst.

Betaling for udstedelse af FIVA-pas, skal ske til vores konto i Jyske Bank: 5035 1504621 – Tydeligt mærket navn og formål.

Teknisk klassifikation:

A: Standard som leveret af producenten
B: Ændret i perioden.
C: Reproduktion eller replika
D: Ændret efter perioden
E: Undtagelse – stærkt ændret event. med nyere dele

Bevaringsklassifikation:

1: Original
2: Autentisk
3: Restaureret
4: Genskabt

Kort efter besigtigelsen, vil ejeren få det udstedte FIVA-pas tilsendt.

SENESTE NYHEDSBREVE
Ingen veteranbiler i Regeringens lovprogram
Ingen veteranbiler i Regeringens lovprogram
Så stort og væsentligt det er for os andre hvad angår ”originalitetskravet”, med den mere korrekte betegnelse ”veteranbestemmelsen”, så lidt ...
Læs Mere
Nye udfordringer og nye nummerplader
Nye udfordringer og nye nummerplader
Der skal nummerplader til, for at det kører I skrivende stund er vi kommet igennem den første måned med de ...
Læs Mere
Netværkspleje og gode statistikker
Netværkspleje og gode statistikker
Møde i Motorstyrelsen fører til møde i Færdselsstyrelsen Den 26. maj havde Motorstyrelsen indkaldt til det halvårlige møde i Motorkontaktudvalget ...
Læs Mere