Køretøjer uden papirer

Dato:

Det kan ske for de fleste, især hvis man har været ejer af et køretøj i mange år, at man tror man styr på papirarbejdet. Pludselig opdager man måske alligevel at  registreringspapirerne er pist borte, på et køretøj der måske har været afmeldt i en hel del år. Måske papirerne er forsvundet i et flytterod, måske er de bare røget ud i en kraftig oprydning. Tilbage er kun et køretøj og gode intentioner om at bevare det for eftertiden.

Med næsten regelmæssige mellemrum bliver vi kontaktet af frustrerede ejere af køretøjer, der måske har stået i nogle år, og nu forbindelse med et salg, har brug for køretøjets papirer, og hvor der så ikke er en endegyldig procedure i Skats systemer. Motorhistorisk Samråd har derfor gennem vores kontakter i Skat forsøgt at afdække hvilke procedurer de arbejder med,når et køretøjs registreringspapirer skal genfremskaffes.

Det er vigtigt at forstå, at hver sag behandles unikt af Skats medarbejdere og at der derfor ikke kan trækkes en rød tråd i gennem beslutningsgrundlaget, således man kan drage konklusioner om hvordan man bør agere. Sagsbehandlingen foregår alene på baggrund af det sagsmateriale de får tilsendt.

Sagsbehandlingen hos Skat omkring et køretøjs bortkommende papirer, foregår i to tempi. Der foregår dels en sagsbehandling i den afdeling der hedder Motorrettelser, og dels der efter en anden behandling i Skats Motorcenter.

Det første man bør gøre er at dokumentere køretøjet med stelnumre og andet konkret, der kan medvirke til at bevise at det omtalte køretøj er hvad det er. Man skal her også dokumentere at man er den retmæssige ejer, gennem eksempelvis salgsdokumenter med videre. Man bør dernæst affotografere køretøjet for alle de småting der kan indikere at køretøjet har kørt i Danmark tidligere. Det kan være et klistermærke fra en forhandler, eller smøremærkater fra en lokal mekaniker, eller så meget andet. Da der ikke kan opstilles konkrete eksempler, må vi blot konstatere at det er vigtigt, at dokumentere så meget som muligt.

Man gennemsøger også familiealbummet for billeder af køretøjet, helst nogle der kan vise tidligere registreringsnumre. Man kan med flid og dygtighed måske også finde sit køretøj i Statens Arkiver, som er et fysisk arkiv i København hvor alle tidligere tolddokumenter findes. Om end denne proces kan være enormt tidskrævende, så kan det vise sig at være godt investeret.

Det samlede materiale sender man så til Skat på mail-adressen crm [at] skat [dot] dk (DENNE ARTIKEL VIL BLIVE OPDATERET SNAREST MULIGT) Grundet behovet for en nemmere sortering af de indkommende sager, så er det vigtigt at indlede henvendelsen med at man “ønsker en tilladelse til syn og registrering”

På baggrund af det indsendte materiale foretager personalet i Skats afdeling for Motorrettelser, en vurdering, og om muligt udsteder man der på en tilladelse til syn og registrering. (Tilladelsen gælder kun et år, hvor efter man skal bede om ny) Tilladelsen indeholder typisk en udtalelse om “at der kan være tale om, at der kan blive opkrævet betaling af fornyet registreringsafgift”, Er køretøjet gammelt nok, er afgiften i sig selv nok ikke ret meget, men som det er de fleste bekendt, så kan brændstoftillægget hurtigt ødelægge økonomien, og skubbe veterankøretøjet tættere på ophug og skrotning.

Er man overbevist om at køretøjet tidligere har været indregistreret i Danmark, kan det derfor godt betale sig at gå til næste skridt i proceduren.

Man samler derpå materialet igen i en ny mail, sammen med den tilladelse man lige har fået gennem Skats afdeling for Motorrettelser. Det sender man så til motorcenter [at] skat [dot] dk  (DENNE ARTIKEL VIL BLIVE OPDATERET SNAREST MULIGT) Hvor man gennemgår det samme materiale med det udgangspunkt at der IKKE er betalt afgift tidligere. De vurderer på om de ud fra det tilsendte kan sandsynliggøre at der i det tilfælde er tale om at der tidligere er betalt registreringsafgifter.

Med Motorcenteret godkendelse og tilladelsen fra Motorrettelser, kan man nu med sindsro køre til syn og registrering, og køretøjet vil på normalvis blive en del af den danske veterankultur.

Der er desværre ikke nogen genveje der kan etableres i dette system, vi håber dog at ovenstående kan belyse, hvilken proces der skal gennemgås for at etableret en fornyet mulighed for registrering af et køretøj med utvivlsomt danske aner.

Vi har valgt at vedlægge et billede til denne artikel, på billedet er en af de køretøjer vi her på det seneste har fået en henvendelse omkring. Denne Fiat 128 Sport har tilhørt den samme mand i mange år, og som tidligere har haft den indregistreret. Den har stået og ventet på bedre tider og måske ejerens økonomiske og tidsmæssige overskud. På et tidspunkt blev det dog alligevel besluttet at den skulle finde en ny og kærlig(ere) ejer. Trods man søgte højt og lavt så var det dog ikke muligt at finde de oprindelige papirer, og man har derfor kontaktet Skat. Nu udestår så den krævende sagsbehandling og kun tid vil vise hvad der bliver køretøjets videre skæbne.

Se også