Når uheldet er ude med en veteranEn føljeton om den danske veteran og klassikerforsikringsbranche, som beskrevet i klubbladet for Ford Classic Club DK.

Afsnit 1

af Casper Lundgreen

(Enkelte passager er redigeret og tilpasset den bredere læserskare – MhS)

En stor andel af medlemmer i de klubber der er tilsluttet Motorhistorisk Samråd, har en klassiker- eller veteranforsikring på deres biler, eller motorcykler. Fordelen er en langt billigere præmie end ved traditionelle ansvars- eller kaskoforsikringer, mens ulemperne består i begrænsningerne i anvendelsen og i krav til originalitet af køretøjet.

Begrænsningerne sætter det enkelte forsikringsselskab, men typisk må bilen kun anvendes til hobbykørsel, og den skal typisk opbevares låst inde.

Per februar 2014 tilbyder følgende selskaber klassiker- og veteranforsikringer i Danmark:

Aros Forsikring
Runa Forsikring
Thisted Forsikring, under navnet Veteranforsikring Danmark
GF Forsikring, under navnet GF Veteran
Alm. Brand, under navnet Nordisk Veteran
ETU Forsikring

Enkelte forsikringsselskaber stiller krav om medlemskab af en klub under Motorhistorisk Samråd, for tegning af forsikring.

Derudover er nogle veteranklubber gået sammen i Veteranforsikringsklubben (VFK), hvor de har en forsikringsaftale for deres medlemmer. Veteran Forsikringsklubben (VFK) har lavet en aftale med E-forsikringer og ETU Forsikring, her har de deltagende klubber indflydelse svarende til antal forsikringer og præmieindtægt. For yderligere information om VFK kan man eventuelt kontakte Dansk Veteranbil Klub

Selskaberne ændrer jævnligt betingelserne, så det anbefales af og til at studere deres hjemmesider eller at kontakte dem for at holde sig orienteret om hvilke selskaber, der tilbyder den forsikring på de betingelser, man ønsker.

Opstrammede betingelser hos nogle selskaber

Det lader til, at flere af forsikringsselskaberne har strammet gevaldigt op med hensyn til dokumentation før tegning af forsikring. Blandt andet blev et af Ford Classic Club DK’s  medlemmer bedt om stille med klubbilen på Runa Forsikrings adresse, da billeder ikke var nok! Runa Forsikring ligger i København, og det virker ikke rimeligt, at en jyde eller
fynbo skal bringe bilen til København for at kunne tegne en forsikring hos Runa Forsikring.

Det skal her bemærkes, at billeddokumentationen bruges af forsikringsselskaberne til at vurdere værdien af bilen og ikke til at vurdere originaliteten.

Sagen blev debatteret i klubbens Facebook-gruppe. Ingen af kommentarerne omfattede negative oplevelser med ens eget forsikringsselskab vedrørende tegning af forsikring. Der var tilbøjelighed til at anbefale det forsikringsselskab, man selv havde forsikring hos, hvilket tyder på, at tilfredsheden generelt er god for selskaberne. Muligvis er stramningerne hos Runa indført de seneste måneder, så kun få pt. er blevet berørt af det.

Man skal i det hele taget være opmærksom på de betingelser, der er i den forsikring, man har. Der blev i oktober 2013 afsagt en Interessant kendelse fra Forsikringsankenævnet vedrørende en stjålet veteranbil, der ikke var opbevaret i garage, som Runa Forsikring ellers forlanger. Bilen havde grundet reparationer holdt et par dage udenfor garage, hvor den en nat blev stjålet. Dette betød, Runa Forsikring ikke ville udbetale erstatning. Dette gav et flertal af ankenævnet forsikringsselskabet ret i.

4 ud af 6 forsikringsselskaber har fjernet den rullende 25 års grænse

Flere af forsikringsselskaberne er gået væk fra en rullende 25-årsgrænse for klassikerforsikringer og anvender i stedet en fast grænse, der løbende evalueres:

Aros Forsikring – Fast grænse på 1983 eller ældre
Runa Forsikring – Rullende grænse på 25 år eller ældre
Thisted Forsikring – Fast grænse på 1986 eller ældre
GF Forsikring – Rullende grænse på 25 år eller ældre
Nordisk Veteran – Fast grænse på 1985 eller ældre
ETU Forsikring – Fast grænse på 1987 eller ældre

Det fremgår, at kun 2 af de 6 selskaber har en rullende 25-årsgrænse.

Når næste nummer af Ford Classic Club DK’s blad udkommer, er det med et nyt afsnit i føljetonen. Her vil der blandt andet blive set på hvilke muligheder der er ved skade, ved de forskellige selskaber.

Læs del 2 her