Præsentation af de opstillede kandidater
ved det Motorhistoriske Årsmøde 2025

Kandidater kan opstilles frem til og under Årsmødet, men bestyrelsen ser gerne, at eventuelle bestyrelseskandidater melder sig inden, så der kan laves en kort præsentation her på siden. Der skal i år vælges 3 medlemmer til bestyrelsen, og 2 suppleanter


Steen Rode-Møller
(Modtager genvalg)

Født 1951 og blev som 14 årig overladt hvervet at vedligeholde familiens Folkevogne og en OPEL A model. Ud over en ny SCO-knallert, senere NIMBUS og siden 1996 en BMW 90/6 med Steib sidevogn, har det været de 4-hjulede, der køretøjsmæssigt har fyldt mest. Min første bil var en 1930 FORD A 1/2 tons pick-up. Den blev restaureret og solgt og siden er mange biler gået gennem mine hænder.

Jeg var officer i Flyvevåbnet fra aug.1970 til 30. april 2012 hvor jeg gik på pension.

Jeg har flere forskellige biler i min samling, dog mest Folkevogne. Jeg tilstræber at holde mine køretøjer originale, men har stor respekt for det håndværksmæssige arbejde, der er lagt i mange ombyggede køretøjer.

Jeg er medlem af div. klubber og foreninger. Jeg blev formand for MhS den 1. april 2016


Mikael Arngren
(Modtager genvalg)

Mit navn er Mikael Arngren, jeg er en årgang 1954 så for længst selv veteran (pensionist).

Jeg bor ved Brovst og i mit værksted står der pt. en Opel GT fra 1972 og en Yamaha TX 750 fra 1973.

Jeg har haft motorcykler hele mit liv – også før kørekort da jeg bl.a. sammen med Hans og Jens henry Nielsen(speedway) lå og flækkede rundt på gamle motorcykler i grusgraven ved Bøge Bakker ved Brovst. Ellers transporterer jeg mig rundt i Toyota Auris Hybrid eller på nakken af en Yamaha Tracer 900 GT.

Interessen for veteraner har jeg haft siden ungdommen da jeg som knægt så en rød Opel Gt ved en forhandler ved Åbybro. Der var jeg solgt. Og har haft GT siden 2012. Er PT formand for Opel GT Klub Danmark, samt menigt medlem af Nordjysk Veteran Motorklub.

Privat er jeg samlevende med Alice, der deler min passion for historiske køretøjer og den kulturarv de repræsenterer, da hun selv er opvokset i en familie med veteranbiler og MC. Så det er i blodet hos os begge.

Arbejdsmæssigt indtil 2017 har jeg været ansat på Kompetencecenter for organisationsudvikling ved AMU Nordjylland i Aalborg gennem 36 år som konsulent, udvikler og underviser og har siden stadig fra tid til anden småopgaver, når lejligheden og tiden byder sig.


Verner Lundtoft Jensen
(Modtager genvalg)

Jeg kommer fra Dansk Land Rover Klub, er en årgang 1955.

DLRK er en af de større foreninger og vi føler at vi også må tage vores del af læsset, sidde med ved bordet og yde indflydelse.

Personligt har jeg kørt veteran Land Rover de sidste 25 år og er for tiden nede på tre styk, fordelt på følgende årgange 1950, 1951 og 1988. Biler som jeg i videst muligt omfang holder så originale som muligt og som jeg så vidt der er muligt holder ved lige selv.

Ud over medlemskabet af DLRK er jeg medlem af den internationale Land Rover Series One Club med base i UK. Her deltager jeg hvert år med min LR Sl 1950, i generalforsamling og internationalt træf som afholdes et nyt sted i UK hvert år (undtaget hvis corona kommer i vejen, så må jeg blive hjemme)

De ældre Land Rovers har for næsten alles vedkommende fungeret som arbejdskøretøjer, specielt i landbruget, men også i andre erhverv og endeligt har de fungeret som redningskøretøjer. Det er altså biler som i de fleste tilfælde har fået en hård medfart i deres aktive periode, hvilket sætter sine spor, ikke mindst på chassiset. Derfor er regler om originalitet, udskiftning af bærende dele og eventuel værdiansættelse/afgift efter renovering af største vigtighed for vore medlemmer, lige som retten til at køre i miljøsoner også er.

Jeg håber jeg kan leve op til den tillid man har vist mig.

Verner Lundtoft


Thomas Jørgensen

Jeg er 53 år og synes det er vigtigt, at bevare spændende gamle køretøjer og effekter, så eftertiden kan blive klogere på, hvordan man levede tidligere.

Jeg har været i Flyvevåbnet i mine unge år efter gymnasiet. Herefter 20 år i politiet, hvor jeg søgte min afsked som Vicepolitikommissær i 2013. Dernæst 10 år som selvstændig, og nu tilbage i staten, som tilsynsførende i Vejdirektoratet. Ved siden af dette, er jeg valgt ind i FDM’s repræsentantskab, og ligeledes ansat som lønnet rundviser i Classic Car House i Lyngby.

Som repræsentant i FDM, gør jeg mit til, at vi i Danmark bliver ved med at have fokus på, at vi faktisk er en del danskere, som har samme “brist” som jeg, og som ønsker at kunne fortsætte med at værne om veterankøretøjer.


Lars Ellegaard
Jeg er blevet opfordret til at stille op til bestyrelsen i MhS. Ud over at være medlem af Dansk Land Rover Klub er jeg også medlem af Dansk Veteranbil Klub og af Jaguar Club of Denmark.

Jeg har fået opbakning til min opstilling fra både DVK og Jaguarklubben.

Desuden er jeg også kustode hos Haaning Collection, som også er medlem af MhS som museum, og som også bakker mig op.

I får også lige et par ord om mine forudsætninger:

Jeg er advokat, dog delvis pensioneret, hvorfor min beskikkelse er deponeret, og stadig arbejdende i Dansk Bilbrancheråd, som er brancheorganisation for de frie værksteder. Er kustode hos Haaning Collection og med en mangeårig fortid hos FDM, senest som juridisk chef. Jeg er endvidere brancherepræsentant (“dommer”) i Ankenævn for Biler Jeg har altid interesseret mig for biler, og har i de sidste 35 år arbejdet professionelt med juridiske problemstillinger i relation til biler både på forbrugersiden og på erhervssiden. Jeg har selv et par veteranbiler, Land Rover fra 1951 og 1953 samt Jaguar Mk 2 fra 1961. Jeg har også i mange år kørt motorcykel – primært ældre BMW og Moto Guzzi, men stoppede for ca 10 år siden. Jeg er 72 år, så min alder signalerer jo ikke ligefrem fornyelse :-).

Jeg har erfaring fra bestyrelsesarbejde både professionelt og på frivillig basis.

Jeg er desuden regionsleder for Dansk Land Rover Klubs region Nordsjælland.

Jeg er bosiddende i Hillerød.


Opstillede til en suppleantpost

Preben Ingemansen
(Modtager genvalg)

Jeg er 66 år og har altid været lidt af en ”motor-nørd”. Jeg startede med at køre motorcykel i 1979 og har kørt motorcykel lige siden. Jeg har haft en hel del motorcykler gennem årene – men det er indtil videre kun blevet til engelske og italienske motorcykler med Triumph og Laverda som de foretrukne mærker. Jeg har p.t. 5 motorcykler. Jeg har også altid interesseret mig for biler, men typisk biler, som økonomisk var uden for rækkevidde. For 10 år siden lykkedes det dog at blive ejer af en Ferrari 308, som siden har været et fantastisk supplement til motorcyklerne.
Jeg er oprindeligt uddannet som landbrugsmaskinmekaniker, men har efterfølgende været ansat i Politiet i 40 år. Jeg var de sidste 15 år motorcyklist og leder af Fyns Politi`s operative færdselssektion, indtil jeg gik på pension for 2 år siden.
Jeg bor i Turup udenfor Assens på Fyn og er nærmest nabo til Strøjersamlingen, hvor jeg de sidste 8 år har været ansat som rundviser. Siden min pensionering har jeg endvidere hjulpet med andre opgaver omkring bilerne i samlingen.
Jeg er medlem af flere motorcykelklubber, herunder Albion mc, der er en klub for engelske motorcykler. Jeg har i mere end 10 år været heldig at få lov til at repræsentere Albion klubben til MhS årsmøder og har på den måde fulgt med i det arbejde, som MhS laver.
Som det nok fremgår af ovenstående bruger jeg på forskellig vis rigtig meget tid på motorcykler og biler og derfor er det arbejde, som MhS laver uhyre vigtig, så vi alle fortsat kan få lov til at dyrke og bruge de ældre køretøjer. Jeg stiller derfor op til valg som 2. suppleant til bestyrelsen i MhS.


Den anden suppleantpost er fortsat ledig


Valg af revisor og revisorsuppleant:
Revisor: Paul Berring (Modtager genvalg)
Revisorsuppleant: Steen-Erik Brand (Modtager genvalg)


Kandidater kan opstilles frem til og under Årsmødet, men bestyrelsen ser gerne, at eventuelle bestyrelseskandidater melder sig inden, så der kan laves en kort præsentation her på siden.