Historiske nummerplader
Siden 1. januar 1997 har man kunnet udstyre sin veteranpersonbil eller -MC med historiske nummerplader. Disse nummerplader har samme udseende som nummerpladerne havde da køretøjet var nyt. I starten var det for køretøjer med 1. registreringsdato før 1. april 1958 (1 bogstavsnummerplader) men siden 1. april 2011 har ordningen været udvidet til personbiler og MC registreret før 1. april 1976, hvor de sorte emaljeplader blev afløst af reflekspladerne.
Pr. 1. april 2020 er ordningen blevet udvidet igen. Ordningen er blevet udvidet, så den ud over personbiler og MC, også gælder de gule nummerplader der kom i 1950, samtidig med de flotte grønne traktornummerplader, der nu også er inkluderet. Nummerplader til påhængsvogne er også med, helt tilbage fra 1921 og frem til 1976. Også de navnkundige papegøjeplader, der indføres til motorcykler i 1953, og fra 1957 til biler, kan nu erhverves.
At historisk korrekte nummerplader tilbydes til alle typer køretøjer, er en helt unik ordning som ikke mange andre lande kan prale med.
Der er tre fremgangsmåder for bestilling af en historisk nummerplade:
• Du bestiller den online på www.skat.dk
• Du bestiller en nummerplade hos din lokale nummerpladeoperatør
• Du bestiller ved Motorstyrelsen på nærmeste Motorcenter
Ved bestilling hos en nummerpladeoperatør eller på et af Motorstyrelsens Motorcentre, skal du angive hvilken køretøjstype og hvilken årgang køretøjet har, så finder Motorstyrelsens ansatte ud af hvilken nummerpladetype og hvilket nummer du kan få. Motorstyrelsen kan vælge at trække på Motorhistorisk Samråds viden, hvis de har behov for det.
Du kan fortsat bestille en erklæring hos Motorhistorisk Samråd, for personbiler og motorcykler, her via vores hjemmeside. Vi udsteder derpå erklæringen på et specifikt nummer, der er helt historisk korrekt i forhold til køretøjet, til typen, årgangen og eventuelt bopælen. Med den erklæring kan du så gennemføre din bestilling hos nummerpladeoperatøren eller i Motorcenteret. Det med erklæringen gælder kun for personbiler og motorcykler. Nummerplader til varevogne, lastbiler, traktorer m.v. skal ikke benytte erklæringer fra Motorhistorisk Samråd.
Prisen er 2.480 kr. for et sæt historiske nummerplader + et gebyr på 200 kr., som betales ved registrering. Prisen dækker et sæt historiske nummerplader (1.300 kr.) og normalprisen for nummerplader (1.180 kr.). For en enkelt nummerplade til motorcykel, trailer, traktor mm, er prisen det halve.
Du skal give oplysninger om ejer (den der vil indregistrere køretøjet med de historiske plader), oplysninger om køretøjet og gerne eventuel dokumentation i form af scanninger af originale registreringsattester eller billeder hvoraf eventuelt oprindeligt registreringsnummer fremgår.
Gebyret for udarbejdelse af erklæring er 250 kr. for medlemmer af samrådets medlemsklubber og 500 kr. for andre. Når vi har registreret din indbetaling på vores konto i Jyske bank – reg. nummer 5035 – kontonummer 0001504639 – skal du regne med op til 5 arbejdsdage til vores behandling af din bestilling.
Har man dokumentation på et tidligere eller oprindeligt første registreringsnummer, vil man for køretøjer fra før 1. april 1958, og hvis nummeret ellers er ledigt, kunne få en erklæring på dette nummer og få det som historisk nummerplade igen.
For nyere køretøjer, der skal have 2-bogstavsplader, kan man ikke vælge nummer helt frit. Motorstyrelsen har, vejledt af Motorhistorisk Samråd, reserveret en nummerserie til hver bogstavkombination, indenfor hvilken vi kan vælge numre.
Erklæringen vil blive sendt elektronisk til den oplyste e-mailadresse og til Motorstyrelsen. Ved at trykke “Send bestilling” på bestillingssiden accepterer du dette.