Combivogne – vogne med papegøjeplader

Print evt. denne tekst ud og vis til synsmanden

Information om afgiftsforhold vedrørende varevogne til privat personbefordring (Combivogne – vogne med papegøjeplader)

Motorhistorisk Samråd bragte de her forhold op med Motorstyrelsen i forbindelse med udvidelsen af ordningen for historiske nummerplader og de afgjorde følgende:

” De køretøjer, der har været omfattet af overgangsbestemmelsen i REGAL § 33, stk. 3 kan køre med sæder bagved førerrækken, selvom de har gule eller gul/sorte plader på. Bestemmelsen sigter på varebiler, som efter tidligere lovgivning var afgiftsfri, men hvor man kunne betale halv afgift, for at benytte dem privat, herunder med sæder i varerummet.”

Registreringsafgiftsloven (REGAL) § 33 stk 3 siger:

” § 33.

Stk. 3. Motorkøretøjer, som er berigtiget med halv afgift efter § 5, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 151 af 30. april 1966 eller § 2, stk. 4-5, i lov nr. 197 af 23. maj 1969, kan uden yderligere afgiftsberigtigelse indrettes som personmotorkøretøjer. Køretøjerne kan fortsat anvende gul/sorte nummerplader.”

Synsvirksomheden skal ikke tage stilling til afgiftsspørgsmålet – det skal Motorstyrelsen efter at køretøjet er synet og dets identitet fastslået. Så ud fra ovenstående er det en N1 Varebil med anvendelsen Privat personbefordring.

I VOSAK af 2025 (gældende) fremgår således i afsnit 024 på side 55:

” 024 – Varebil N1

Bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring, og som har en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg. Varebil – bortset fra »mandskabsbil« og varebil til privat personkørsel – må ikke være forsynet med sæde(r) bag ved forsæderne.”

Senere i det afsnit er der flere referencer til varebiler til privat personbefordring. Det vil sige at denne kombination er en valid kombination og er omhandlet i VOSAK.

Nummerpladespecialist for Motorhistorisk samråd
Michael Deichmann