Nyindstiftet international kulturpris til dansker

Motorhistorisk Samråd har bedt vores tidligere bestyrelsesmedlem Henning Thomsen om at beskrive sin personlige relation til Ole Sommer, og give lidt baggrund til FIVAs valg af modtageren af den nyindstiftede kulturpris.

Bag om en dansk veteranbilspionér

Ole Sommer var en af pionererne i bevaringen af historiske køretøjer. Som ung arving overtog han en bilimport af forskellige mærker. Mest kendt er Jaguar, hvor Ole Sommer selv har fået en del af sin uddannelse i England.

Som en begavet og uden tvivl velopdragen ung mand, blev Ole Sommer ikke kun gode venner med datidens mest kendte Jaguar racerkørere, testkørere, teamchef, men også chefen selv, Mr. Lyons. Disse venskaber blev flittigt plejet, også i tiderne efter firmaet Sommer hørte op med at være importør af Jaguar biler.

De nære venskaber og gode forbindelser har da også været til stor hjælp for Ole Sommer, når det drejede sig om at finde og købe gamle biler som SS100, C-og D Typerne, biler som i dag er uvurderlige.

Nogle af de ting som Motorhistorisk Samråd nævnte ved nomineringen af Ole Sommer, var hans vilje til at informere og formidle kendskabet til historiske køretøjer. Dette være gennem museumsvirksomhed, men også hans velvilje til at bygge faciliteter til at huse Dansk Veteranbil Klub og herunder klubbens bibliotek, der formodentlig er det største af sin art i Norden. Motorhistorisk Samråd har efterfølgende også fået sekretariat der.

Ole Sommer huskes også af mange, som manden der stillede en økonomisk garanti for de historiske Grand Prix i København, uden denne ville Kommunen ikke give de nødvendige tilladelser.

Selv om Ole Sommer uden tvivl var en dygtig forretningsmand, blev ikke alt gjort op i profit. Således blev Ole Sommer også en slags bogforlægger, idet han velvilligt stillede kapital til rådighed, da han i samarbejde med en amerikansk specialist havde begået et værk over alle originale Jaguar C, D og letvægts E-Typer. Uden denne kapital, var bogen sikkert aldrig blevet trykt, og som Ole Sommer med et glimt i øjet ville sige; “jeg ved, at jeg aldrig får mine penge hjem igen”.

På samme vis var Ole Sommer med i en gruppe til at tage initiativ til, samt finansiere fremstillingen af, en stor bronze statue af en gruppe kendte engelske racerkørere. Denne står nu opstillet på Goodwood racerbanen i England.

På det mere private niveau, har jeg kendt Ole Sommer i mere end 50 år. Jeg købte min første Jaguar Mk VIII hos firmaet Sommer i Nærum omkring 1968. Her blev jeg bekendt med og fascineret af de smukke SS og SS Jaguar biler, som ofte stod udstillet blandt de nye biler.

Kort tid derefter blev jeg også ejer af en 1948 Jaguar 1,5L, hvilket gav mig anledning til besøg hos Sommers værksted og reservedelslager i Uplandsgade på Amager.

Dette er et godt stykke tid før der blev etableret en Jaguar Klub, men vi var nogle ganske få, måske 10 ejere, som udvekslede reservedele og gode råd gennem Jaguar og SS Registret i Dansk Veteranbil Klub. I den forbindelse var Ole Sommer også en vigtig brik.

Da Sommer i 1971 ophørte med at importere Jaguar og fremover var forhandler af Volvo, skulle den nye danske importør overtage Jaguar lageret hos Sommer. Den nye importør ville dog kun overtage reservedele, der havde en vis omsætningsgrad, alt andet skulle efter aftale skrottes.

Der var naturligvis mange dele, som var på hylderne, men som måske ikke “havde flyttes sig” i årevis. Således helt nye lædersæder, træ instrumentborde, og meget andet. Disse blev hhv. skåret i stykker med en stor kniv og træ instrumentbordene knækket i stykker, før det hele endte i store containere og sendt til skrot til stor ærgrelse for mange entusiastiske Jaguar kunder.

Allerede dengang havde Ole Sommer hjertet for bevaringen af historiske køretøjer. Lagerchefen fik besked på, at alt hvad der var af reservedele til de gamle Jaguar fra før ca. 1950 skulle sorteres fra i en kasse for sig. Jeg fik en dato for, hvornår jeg skulle hente denne. Da jeg hentede den, spurgte jeg til prisen, Jaguar dele var aldrig billige. Svaret lød, at Hr. Sommer havde givet instruks om, at jeg måtte få dem for “et symbolsk beløb til kaffekassen”. Så typisk for Ole Sommer.

Henning Thomsen
FIVA Steward

Den internationale veterankøretøjsorganisation FIVA (Federation International Vehicule Anciens) giver gennem indstiftelsen af en kulturpris’, anderkendelse til en person som gennem sit virke har betydet ekstra meget for at fremme forståelsen og bevaring af historiske køretøjer. Det er med slet skjult stolthed at FIVA har fundet den første modtager i Danmark.

International anderkendelse til en dansk veteranbilsenthusiast

Da FIVA’s vice president Mario Theissen ved FIVA Årsmødet i november 2016 annoncerede, at Cultural Commission fremover også vil tildele en pris til personer, som gennem sit virke har betydet meget for at fremme forståelsen og bevaring af historiske køretøjer, var bestyrelsen i Motorhistorisk Samråd straks enige om, at hvis en sådan anerkendelse skulle falde på en dansker, måtte det være Ole Sommer.

Som den allerførste i verden blev Ole Sommer derfor nomineret og med et indlæg og kort film præsenteret for alle FIVA delegerede ved Årsmødet 2017.

Motorhistorisk Samråd forsøgte at fremme uddeling af kulturprisen
Bestyrelsen i Motorhistorisk Samråd var bekendt med Ole Sommer’s helbred og forsøgte at fremme overrækkelsen af prisen. Problemet var imidlertid, at nok havde FIVA besluttet af hædre Ole Sommer som den allerførste, men man havde endnu ikke nået at beslutte, hvordan en sådan vigtig pris skulle udformes. Desværre nåede prisen ikke frem i tide før Ole Sommer’s død.

Motorhistorisk Samråd er imidlertid bekendt med, at Ole Sommer i god tid var enige med sine efterladte, at alt hvad der vedrører de historiske biler, museum m.v. forbliver i en fond med økonomiske midler til at underbygge museet og dets virke.

Enighed i FIVA om modtageren af prisen
Derfor var det også en enig bestyrelse i FIVA der besluttede at den pris, der var tiltænkt Ole Sommer, skal gå til Ole Sommer’s familie, som en international og dansk anerkendelse af deres far, og familiens samtykke til at føre Ole Sommers ønsker videre.

Prisen blev uddelt ved FIVA’s Årsmøde i Gibraltar i november 2018, hvor Motorhistorisk Samråd’s nu afgåede danske FIVA repræsentant Henning Thomsen, modtog den for at bringe den videre til Danmark.

Motorhistorisk Samråd

SENESTE NYHEDSBREVE
Med veteranbilerne på vægtskålen
Med veteranbilerne på vægtskålen
Et nyhedsbrev om et forslag der skal forbedre den urimelige vægtafgift for veterankøretøjer. Desuden om NIV køretøjer, og lidt om ...
Rapport fra samrådets udsendte
Rapport fra samrådets udsendte
4th Pan European Automotive Heritage Conference er et projekt i FIVA regi der i år blev afholdt i Wolfsburg ...
Gubsø Garage er en imponerende, og helt unik, oplevelse. Det kunne Motorstyrelsens direktør Jørgen Rasmussen også konstatere ved det årlige Dialogmøde med Motorhistorisk Samråd
Direktøren for det hele
Direktøren for det hele Direktøren for det hele hedder Jørgen Rasmussen, og det hele skal i det her tilfælde forstår ...