Rasmus Prehn og Kristian Pihl Lorentzen kom forbi

I forbindelse med at de to folketingsmedlemmer, Kristian Pihl Lorentzen (V) og Rasmus Prehn (S), havde arrangeret en tur i brintbil fra Skagen til Gedser i begyndelsen af august, kørte de gennem Aalborg og standsede bl.a. ved Limfjordsbanens remise i Aalborg.

Undertegnede benyttede lejligheden til at koble sig på, ikke kun på grund af de to politikere som begge sidder i Transportudvalget, men også fordi jeg som så mange andre har en vis veneration for gamle tog. Det blev til en spændende god time, hvor togfolkene fortalte om deres problemer, problemer, der et langt stykke hen ad vejen ligner vores med medlemmer med stor interesse, som desværre ikke manifesterer sig i så mange hænder. Og nok kan en “big block” veje meget, men en boogie til et lokomotiv skal man godt nok være mange om at tumle.

Efter afslutning hos togfolkene var der lidt sliptid inden TV2 kom og skulle følge med videre på ruten til Mariager. Den benyttede jeg til at udbygge de kontakter MhS allerede har, og heldigvis kan jeg sige, at interessen fra politikerne i begge sider af folketingssalen for de historiske køretøjer er stor og ægte. Det er dejligt at vide, når vi nu går et efterår i møde, hvor der er aftalt flere møder med ministre og embedsmænd. Det drejer sig både om nummerplader og afgifter.

Steen Rode-Møller
Formand, Motorhistorisk Samråd


Orientering om nye FIVA pas

FIVA er for øjeblikket ved at introducere nye FIVA pas. Baggrunden er, at FIVA helt fra begyndelsen har set det som en vigtig opgave at beskrive og dokumentere, når et køretøj bliver et historisk køretøj.
De nuværende FIVA Pas er baseret på papiransøgninger, som både kan være håndskrevne eller trykt, hvilket gør arkivering og søgning af data ineffektiv, langsommelig og besværlig. Ligesom det genererer store mængder papir, der enten skal gemmes i fysisk form eller micro fotograferes.

FIVA’s Technical Commission har derfor i nogen tid arbejdet på et helt nyt system, som er baseret på de moderne teknologier, der er almindelige i dag. Dette muliggør samtidig, at der vil blive plads til meget mere historie og andre vigtige detaljer på et historisk køretøj, og samtidig gør det meget lettere at søge på et køretøj, idet hvert køretøj får et nummer, som er helt unikt for det pågældende køretøj, og som vil følge det fremover.

Det nye FIVA Pas er under indkøring netop nu og vil snarest blive tilgængelige for ansøgere.

Henning Thomsen
FIVA Scrutineer og bestyrelsesmedlem, Motorhistorisk Samråd


Samarbejde med MhS-tilknyttede klubber

Et af de emner, der blev bragt op på det sidste årsmøde, var samarbejdet med klubberne. Vi forsøger gennem vore månedlige nyhedsbreve at kommunikere ud, hvad der rører sig i Motorhistorisk Samråd lige nu, og hvad vi arbejder med. Vi er glade for en gang imellem at kunne fortælle om de fremskridt, vi opnår hen ad vejen. Jeg skal dog ikke lægge skjul på, at vi i år trods samarbejde og god koordination med FDM og andre relevante interessegrupper, desværre endnu ikke har opnået de store resultater. Det betyder ikke, at vi har ligget på den lade side. Tværtimod har vi været i kontakt og holdt møder med politikere, ministerier og styrelser. Ingen kan forhåbentlig være i tvivl om, at vi kæmper en sej kamp, selv om det er op ad bakke for det meste. Det er jo det, vi er her for. Tilbagemeldingerne på årsmødet gav da også helt klart udtryk for, at dette arbejde skal have første prioritet.

Alligevel fornemmer jeg, når vi har været ude til forskellige motormæssige arrangementer i landet, at man i klubberne vurderer, om kontingentet nu er indsatsen værd. Til det kan jeg kun sige: ”Det er den i høj grad”. Selv om resultaterne ikke altid ligger lige om hjørnet, så vil det konstante pres, vi lægger på relevante politikere og myndigheder for at få vore budskaber hørt, på sigt være med til at skabe resultater.
Vi bestræber os på at redegøre for disse ting ude i klubberne, hvis man ønsker et besøg. I det omfang, det er muligt, kommer vi gerne ud til klubmøder, generalforsamlinger og lignende og holder foredrag eller briefinger om vort arbejde, målsætninger og fremtidsplaner. Det er vores erfaring, at denne direkte kontakt er med til at skabe større forståelse for vort arbejde. Vi kan også svare (som regel) på spørgsmål eller kan tage ting med hjem til behandling. Jeg håber, at man fremover mere vil benytte sig af denne mulighed. Vores bestyrelsesmedlemmer er spredt ud over det meste af landet, så kontakt os, hvis I ønsker, at vi møder op.

Ole Nørretranders
Bestyrelsesmedlem, Motorhistorisk Samråd

SENESTE NYHEDSBREVE
Kreativ montering af sideblink, som illustreret her på en 1927 Amilcar CCGS tilhørende Henning Thomsen, burde ikke være nødvendig. (Foto: Søren Ditlev Jensen, Strøjer Samlingen)
Detailforskrifterne har været til serviceeftersyn
Detailforskrifterne har været til serviceeftersyn I slutningen af januar kunne Motorhistorisk Samråd, og en lang række andre, aflevere et omfattende ...
For enden af vejen, med ELV-direktivet i bagagerummet
For enden af vejen, med ELV-direktivet i bagagerummet
For enden af vejen, med ELV-direktivet i bagagerummet En af de høringer i EU, der i 2023 har haft størst ...
Veteranfolk til stort årsmøde
Veteranfolk til stort årsmøde
Veteranfolk til stort årsmøde Der var rigtig stor fremmødeprocent til dette års udgave af Det Motorhistoriske Årsmøde i Middelfart. Nok ...