Den 3. august døde veteranbileksperten og skaberen af Jysk Automobilmuseum i Gjern. Aage Louring var nærmest en institution inden for vor hobby med gamle køretøjer. Han havde jo altid været der, og han var der altid, men da han ved de sidste to større arrangementer ved museet ikke dukkede op, opstod der bange anelser. Han var jo trods alt 87 år gammel.
Aage Louring gik ikke efter hæder og ære, selvom han kunne have fortjent den. Han syntes selv, at glæden ved at have været med til at bevare mange sjældne køretøjer for eftertiden og museets mange gæsters begejstring for de flotte restaureringer var tilstrækkelig. Alligevel satte han på sin stille og rolige facon pris på at blive udnævnt til æresmedlem i de to store danske veteranbilklubber Dansk Vintage Motor Club og Dansk Veteranbil Klub ligesom titlen og prisen som årets Emil i Dansk Veteranbil Klub. Årets Emil uddeles én gang om året, som tegn på at Dansk Veteranbil Klub værdsætter en “Betydelig indsats inden for forskning i eller formidling af dansk motorhistorie”. Prisen blev indstiftet i forbindelse med klubben 50 års fødselsdag og tildelt Aage Louring som første modtager. Datteren Hanne modtog prisen på sin fars vegne.
Aage Louring betegnes af alle som en meget fin, reel og ordholdende mand, der har gjort meget for vores fælles hobby. Han satte standarden for hvordan en restaurering af et køretøj skulle udføres. Ikke noget med nemme løsninger og overspring, hvor gærdet var lavest. Vi glædede os hvert år til at se, hvad han gennem vinteren havde fremtryllet i sit værksted.
Med Aage Lourings død har vi mistet et skatkammer af viden om ældre automobiler, som er umuligt at erstatte. Man syntes, at Louring vidste alt om gamle biler, og det er vist ikke helt forkert. Man er aldrig gået forgæves til ham om den mindste detalje i et ældre køretøj. På sin sædvanlige stille og rolige facon forklarede han på en ganske forståelig facon os novicer,
hvordan et problem kunne være opstået, og hvordan det kunne løses. Stod man og manglede en hel speciel reservedel til et sjældent køretøj, var det ikke ualmindeligt, at han kunne hjælpe.
Personligt har jeg haft den fornøjelse at arrangere Veteranlastbiltræf sammen med Aage Louring gennem næsten 20 år. Det var nu ikke så vanskeligt – efter hvert træf kiggede vi på hinanden, og Louring sagde beskedent: “Det gik da vist meget godt”! Og vi aftalte samme procedure næste år: Jeg stod for annonceringen og Louring for pladsen. Louring glædede sig
over, at de gamle lastbiler, han kendte så godt, også blev bevaret og anerkendt som veterankøretøjer.
Vi har mistet en af de gamle kæmper, der ikke kan erstattes – det skal han heller ikke! Han skal mindes som den store men beskedne kapacitet, han var. Han vil blive savnet, og vore tanker går helt naturligt til hans familie, som må bære savnet, men også glæden ved at føre hans livsværk videre.
Jørgen Kjær
