I Motorhistorisk Samråd der samler vi på politiske holdninger og relevant udtalelser, fra både Christiansborg og fra politikerne i Bruxelles.
Det er jo vores primære opgave. Kommunikation med politikere og beslutningstagere i det offentlige er vores primære grund til at være til stede. Det er derfor vi tillader os at tage 20 kroner op af veteranentusiasternes baglommer, og transformere dem til mødetid og indflydelse.
Desværre er det ikke sådan at alle vores politikere er klar over hvem vi er, hvad vi vil og hvorfor vi tillader os at forstyrre dem i deres vigtige arbejde. Når det så endeligt lykkedes at få placeret en fod i døren, får mast os ind på de bonede gule og drejet politikeren rundt på tabureten, så har vi typisk ikke lang tid til at få forklaret hvem, hvad og hvorfor.
På den korte tid skal der lægges noget på bordet, som politikeren kan bringe med sig videre efter mødet, eller måske bare kunne erindre senere. Der skal lægges lidt følelser i det, så det kan mærkes at her er nogle personer der brænder for sagen. Der ud over så skal der være nogle facts, hvor politikeren kan se en gevinst for sig selv og sit land… nogle gange i omvendt rækkefølge.
Har man en rigtig god dag, og får solgt ens vision om fremtiden på den rigtige måde, så kan det være at endnu et “hv-ord” dukker op, måske denne gang fra politikertabureten… Hvordan?! Kan vi derpå hjælpe en politiker med den for os rigtige løsning, så han eller hun ikke behøver selv at skulle genopfinde hjulet, så er vi nået rigtig langt.
Som det måske kan forstås på ovenstående scenarie, så er forberedelse vigtig. Vi skal have nogle facts at ligge på bordet, og en økonomisk holdbar fremtidsplan med i tasken. Det er så lige her du kommer ind i billedet!
Motorhistorisk Samråd har brug for at vide noget om dig, om hvad du bruger dine penge på og hvordan du bruger dem. Som det vil være mange bekendt så har vi samlet alle disse spørgsmål i et skema, som vi og en række andre lande i FIVA har bedt et hollandsk analyseinstitut om at præparere og gøre tilgængelig på denne hjemmeside: http://online.gfk.com/fiva-survey-dk
Mange har allerede været inde på siden og afleveret deres svar, men der er stadig ledige pladser, fristen er sat til 15. juni. Vi kan dog se af besvarelserne, at nogle har måtte opgive
undervejs gennem siderne. Bliver det for omstændigt og besværligt når man har mere end et køretøj, så prøv med et enkelt, det er trods alt bedre end ingen ting.
Her fra skal i hvert fald lyde en stor opfordring til ikke at give fortabt, prøv gerne en gang til. Det er så vigtigt at vi har de rigtige tal, så vi kan gøre vores arbejde ordentlig, så vi kan støbe den bedste plan, og så vi kan svare kompetent og korrekt på alle “hv-ordene”.