Danske bogudgivelser med passion for historien

 Knallerteventyret udgives sidst i novemberEr du begyndt at skrive på din ønskeseddel til jul? Hvis ikke så er der her et par små fif med venlig hilsen MhS.

De danske veteranentusiaster tager deres opgave meget seriøs, også når det handler om at formidle historien bag køretøjerne. Det er væsentligt at viderebringe disse dele af vore fælles kulturelle bagkatalog til vores efterkommere, således historien kan dokumenteres så korrekt som muligt, og i så bredt et omfang som muligt.

Kigger vi ud over spektret med nyudgivelser på bogfronten så kan man heller ikke andet end sige at det er meget omfangsrigt. Således er der her i eftersommeren udgivet bøger om danske motorbaner, om den nordiske formel 3 klasse, om hærens motorcykler og en om gamle lastbiler. Vi kan endda tilføje et tegneseriealbum til listen, og lige her rundt om hjørnet kommer en bog om gamle danske knallerter.

Hvis vi starter på to hjul, så har major og forfatter Kim Hartvig Sørensen nu fået bogen ‘Hærens motorcykler’ udgivet, der omhandler de seneste mere end 100 års tradition i den danske hær for brugen af motorcykler. For at sætte hærens motorcykler ind i deres rette ramme beskriver den nye bog , hvilke type opgaver motorcyklerne har været med til at løse. Der beskrives hvordan der er gennemført afprøvning af forskellige motorcykler, inden der er købt nye, og de særlige militære kendetegn på motorcyklerne og uddannelserne for de militære motorcykelførere gennemgås også.

 Motorcyklerne er også omdrejningspunktet i MOTOmania 2, som er et tegneseriealbum udgivet af forlaget Veterania. De nostalgiske motorcykler og racerløbene med dem, er vinklet meget humoristisk, og de mange detaljer gør bogen særdeles læsværdig.

Det er også Veterania der står bag Carsten Frimodts udgivelser der har stort fokus på dansk og nordisk motorsport. Carsten Frimodt har tidligere udgivet bøgerne ‘Skandinavisk racerelite’ og ‘De tre racermusketerer’ der som den nye, omhandler skandinavisk formelkørsel i 1960’erne, og forløberne for de store danskere vi kender så godt i dag, som Magnussen og Tom Kristensen. Med masser af “nye” gamle billeder og i et levende sprog, beskriver Carsten Frimodt tiden med internationalt baneløb i blandt andet Danmark, på steder som det hedengangne Roskilde Ring.

Jørgen Kjær har samlet fortællingerne, om de gamle danske motorbaner i sin nyeste udgivelse. Det har været intentionen at udgivet et samlet værk om alle banerne, men der til var materialet og de spændende historier for omfattende. Jørgen Kjær arbejder dog videre på et bind 2, hvis interessen viser sig med udgivelsen af ‘Danske Motorbaner’ på forlaget Motorploven.

Vi skal ikke så langt væk fra motorbanerne, til gengæld længere ud i den store verden med udgivelsen ‘Jaguar C-type, D-Type & Lightweight E-type register’ Det er en særdeles omfattende gennemgang af de markante sportsvogne og racerbiler som Jaguar producerede i deres storhedstid fra først i halvtredserne til først i tresserne. Hvert chassis nummer gennemgås nøje, og deres tidslinje følges helt frem til nutiden. Det er med andre ord et enormt omfattende opslagsværk, som nok kun de færreste har brug for at slå op i. Til gengæld giver den et unikt indblik i, hvad disse prægtige maskiner har været brugt til gennem tiden. Det er den kendte og passionerede danske jaguarsamler Ole Sommer, der har påkostet den 240 sider massive udgivelse.

Med udgivelsen ‘Knallerteventyret – Fra røvskubber til twinsæde’ er vi tilbage på dansk jord, og helt nede i tempo. Det samlede danske knallerteventyr bliver nu beskrevet fra A til Z Bogen der udkommer sidst i november tager os med tilbage til knallertens barndom – den vidunderlige driftige knallertperiode, hvor danskproducerede knallerter prægede det danske trafikbillede. Transportmidlet med den lille motor, der på mere end én måde satte skub i Danmark. Bogen af Peter Fredsted giver en oversigt og beskrivelse af alle knallertmærker af betydning, der helt eller delvist er blevet produceret i Danmark. Som sagt udkommer bogen først om en måneds tid men kan forudbestilles hos forlaget Veterania

Med et hurtigt blik ud over de mange udgivelser må man konstatere at informationsniveauet ikke er noget de danske køretøjshistorikere tager let på. De påtager sig gerne den formidlingsopgave, og de løser den også til allerhøjeste karakter. Der er stadig mange ufortalte historier og kildematerialet synes nærmest utømmeligt, med den passion som er kendetegnende for de her danske udgivelser, så er der helt sikkert flere store udgivelser i vente.

SENESTE NYHEDER

Information om Det Motorhistoriske Årsmøde 2023
Information om Det Motorhistoriske Årsmøde 2023
Alle klubber optaget i Motorhistorisk Samråd er nu inviteret til årsmøde, generalforsamling, og en spændende generel orientering, om de aktuelle ...
Kandidater til Årsmøde 2023
Kandidater til Årsmøde 2023
Opstillede kandidater til Det Motorhistoriske Årsmøde 2023 der afholdes i Middelfart den 25. november 2023 ...
Det er ikke så tit man møder veterankøretøjer i den daglige trafik. Det hænger sammen med at de kun må bruges lejlighedsvis. Det kan man dog selv nemt ændre på
Veterankørsel – Dit nemme valg
Du kan selv nemt ændre på registreringen til veterankørsel i Motorregisteret (DMR), det kan dog have betydning for lejlighedsvis kørsel, ...
Hvornår må jeg køre veteran?
Hvornår må jeg køre veteran?
Vi vil i denne artikel se lidt nærmere på hvilke regler der typisk gælder for brugen af veterankøretøjer, og dermed ...
Import og godkendelse er under forandring
Import og godkendelse er under forandring
I de her dage der arbejdes der i Færdselsstyrelsen og Transportministeriet på en større ændring af reglerne ved import og ...