Udenlandsk billede. Her illustreres en oksekærres adstadige tempo, der sætter begrænsningen for et fremadstormende automobil.
Bilen som kulturfaktor
Af Niels Jonassen (Tekst udgivet i Motorhistorisk Samråd nyhedsbrev – Juni 2016)
Når dagspressen skriver om biler, drejer det sig stort set altid om afgifter, benzinpriser, ulykker eller trafikafvikling. På særlige sider for bilnørder præsenteres de nye modeller. Ser vi på blade, der skriver om biler, drejer det sig i stor udstrækning om drengedrømme. Endelig er der et meget lille hjørne for blade, der interesserer sig for gamle biler og motorcykler; der skrives der mest om hvordan denne eller hin har fundet et gammelt køretøj og sat det i stand.
Denne begrænsede dækning er ret beset ganske forunderlig al den stund meget få – om nogle – tekniske opfindelser har præget og bestemt vores dagligdag så meget som bilen.
I begyndelsen af 1900-tallet boede ca. 50% af landets befolkning i byerne og resten på landet. Boede man på landet, levede man af landbrug, boede man i byen levede man af handel, håndværk, liberale erhverv el. lignende. Behovet for transport blev ganske godt dækket af hestevogne, jernbaner og skibe. Arbejde og bolig lå tæt på hinanden.
Motorkøretøjernes udbredelse ændrer såvel befolkningen, som landskaberne omkring dem
Kontrasten til i dag er voldsom. Skellet mellem by og land er udflydende, og meget store dele af transporten besørges af personbiler og lastbiler, og arbejde og bolig kan ligge meget langt fra hinanden. Denne udvikling blev sat i gang med et voldsomt ryk i løbet af 60’erne da indkomsterne steg og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Store dele af befolkningen fik råd til eget hus, og udstykningerne bredte sig ud over landbrugslandet, langt fra byerne. Det gav stor afstand mellem hjem og arbejde, men det blev kompenseret fordi der også blev råd til bil. Den hjemmegående husmor forsvandt, fordi kvindernes indkomst blev nødvendig for at kunne betale de nyvundne goder, og dermed opstod et behov for at kunne købe ind på vej hjem fra arbejde og for at hente børn i de nye børnehaver. Den nye opfindelse, supermarkeder, gjorde dette muligt, især fordi de blev lagt i butikscentre. Langsomt forsvandt handelen fra de enkelte butikker i byerne og ud til butikscentrene, som lå ude hvor der var plads til parkeringspladser. Alt sammen en umulighed uden bil.
Stadig flere valgte at rejse med bil, og køerne ved færgelejerne i havnene voksede og voksede. Løsningen blev at flytte færgelejerne uden for byerne, ud på spidser og tanger. Den voksende biltrafik gjorde også hurtigt det eksisterende vejnet utilstrækkeligt, og planerne om det store motorvejs-H blev sat i værk. Samtidig voksede biltrafikken i byerne, og alle gennemgående veje blev ført udenom.
En lov om motorkørsel bliver nødvendig
Udviklingen begyndte allerede tidligt. I 1900-tallets begyndelse måtte Rigsdagen tage stilling til hvordan det nye fænomen skulle håndteres, og man vedtog i 1903 en lov om motorkørsel. De første år var motorkøretøjer den underlige undtagelse, men langsomt vendte situationen sig, således at allerede omkring 1920 var bilen herre på vejene og hestevognene måtte vige. Da man i begyndelsen af 20’erne begyndte at diskutere en bro over Lillebælt var der kun tale om en jernbanebro, men da den blev indviet i 1935 var der også en vejbane over vandet. Da Dronning Alexandrines Bro til Møn blev indviet i 1943 var det en ren vejbro. Man var allerede på det tidspunkt i gang med at nedlægge jernbaner, fordi busser løste de lokale trafikopgaver langt lettere og billigere.
Bilen og motorcyklen indtager kunsten
Bilen og motorcyklen var ikke blot et spørgsmål om teknik og transport. Både kunsten og digtningen blev revet med. Digtere som Emil Bønnelycke og Johannes V. Jensen skrev med begejstring om de nye muligheder, og Johannes V. Jensen var selv flittig motorcyklist.
Farten
Hør rappe Hammerslag paa Staal
Fra værftet, ved en Nitters Baal
Hvad her af Myrer føjes sammen
Skal ud og kløve Bølgekammen
Vil du dit Land i Aanden eje
Let løber Bil paa lyse Veje!
En Flyver toner i en Sky,
Histnede staar paa Kant en By
Hvor er Alverden stærk og ny.
(Johannes V. Jensen)
Det varede lidt længere herhjemme før de bildende kunstnere blev grebet, men ude i Europa blev bilen snart et tema for billedkunsten. I dag interesserer billedkunstnere sig i høj grad for bilen som tema. Et eksempel er billedhuggeren Sandor Perjesi der har skabt en række anerkendte bilskulpturer.
Dagens Danmark på bilens betingelser
30’erne igennem blev der ofret store beløb på at ombygge de gamle veje så de kunne magte den stadig voksende bil- og motorcykeltrafik. Sving blev rettet ud og bakker gravet af, og omfartsveje ved byerne begyndte at dukke op. Det lykkedes også at få indsat en ren bilfærge på Storebæltsoverfarten. I byerne blev huse revet ned så store gader med plads til bilerne kunne brydes igennem.
Kort fortalt er de sidste 50 års historie en historie om, hvordan bilen har omformet vores livsform, vores boligform, vores trafik og vores indkøbsmuligheder – og været genstand for politiske og økonomiske diskussioner. På en lang række måder er bilen også et levebrød for et stort antal mennesker. Det har medført at bilen i meget høj grad er et politisk tema, som kan sætte skarpe skel. Vi lever i dag på bilens betingelser.
Bilen er en væsentlig del af de sidste hundrede års kulturhistorie. Med en lille omformning af Hartvig Frisch’s sætning om at kultur er vaner, kan vi sige, at kultur er livsformer. Set under den synsvinkel udgør bilen en betydelig del af vores kultur. Uanset hvordan vi forholder os til motorkørsel ser vi dens spor alle vegne. I vores boligformer, vores indkøbsmønstre, vores erhvervsstruktur, vores rejsemønstre, vores landskaber – og i vores politiske debat.
Arbejdet med motorkøretøjernes kulturhistoriske betydning
Det er Motorhistorisk Samråds holdning, at bilen skal anses for og behandles som et stykke kulturhistorie ligesom eksempelvis gamle huse eller skibe. Hidtil er gamle biler lovgivningsmæssigt blevet betragtet som alle andre motorkøretøjer, som blot krævede nogle undtagelser fra de gældende regler for lovligt at kunne køre. Motorhistorisk Samråd er meget glad for, at myndighederne har vist forståelse for, at gamle motorkøretøjer ikke kan leve op til moderne tekniske krav, men samtidig ser vi gerne, at der kommer en anerkendelse af bilens kulturhistoriske betydning. Det er vores opfattelse at historiske motorkøretøjer rettelig hører hjemme under Kulturministeriet.
Som det er nu hører de ingen og alle steder hjemme. I spørgsmål om afgifter er Skatteministeriet myndigheden, i spørgsmål om tekniske krav er Færdselsministeriet rette myndighed, og ingen føler nogen særlig tilknytning eller noget særligt ansvar. Det gør livet besværligt for den motorhistoriske bevægelse, og det gør de enkelte ejere af historiske motorkøretøjer forvirrede og usikre.
Motorhistorisk Samråd ønsker at motorhistorien bliver set som en helhed og behandlet som en del af kulturhistorien ligesom gamle skibe og huse.
Niels Jonassen
Fhv. Lektor i historie.
Cand. Mag i historie og engelsk
Bestyrelsesmedlem
Motorhistorisk Samråd
Juni 2016